Kæmpe boliginvestering er på tegnebrættet i København

Skrevet af admin

20/03/2015

Dagens topnyheder

Hvis alt går, som Frank Jensen (S) håber, skal der ske den største boliginvestering i nyere tid i hovedstaden, skriver Politiken lørdag.

Københavns overborgmester foreslår at bruge i alt 552 millioner kroner flere steder i hovedstadens centrale kvarterer.

Ikke siden kommunen i sidste århundrede planlagde det store boligkvarter i Tingbjerg, er så mange lejligheder på én gang blevet lagt i støbeskeen som dem, rådhusets budgetflertal går til forhandling om i næste uge.

- Vi vil ikke have, at København udvikler sig som Paris eller London. Det er dejlige turistbyer, men de har gigantisk ulighed i forhold til, hvem der kan få bolig i byen. Sådan skal det ikke gå i København, siger Frank Jensen til Politiken.

Omkring 252 millioner skal bruges på cirka 1100 nye boliger i byens kommende udviklingsområder. Her har en lovændring givet kommunen mulighed for at øremærke 25 procent af boligerne til alment byggeri.

Samme lovændring gav også København og landets andre store byer en ny mulighed for at give særlige lån til opkøb af byernes dyrere grunde, hvor det tidligere har været for dyrt at bygge alment.

Det vil Frank Jensen bruge det maksimale tilladte beløb på 300 millioner kroner på de næste tre år, så der kan bygges 2000 nye almene boliger i det centrale København frem mod 2025, skriver Politiken.

Finansieringen har kommunen fundet, efter der er indgået en aftale med boligorganisationernes landsorganisation Danmarks Almene Boliger og ni københavnske omegnskommuner.

Her er parterne blevet enige om, at boligselskaberne frikøber en række såkaldte hjemfaldsklausuler, hvor kommunerne frasiger sig deres historiske rettighed til at købe konkrete ejendomme tilbage.

/ritzau/