Kæmpe fald i antal af selvmordsforsøg i Danmark

Skrevet af admin

23/10/2015

Dagens topnyheder

Antallet af personer, som forsøger at begå selvmord i Danmark, er på blot fire år faldet til næsten en tredjedel.

Det viser nye tal fra Statens Seruminstitut, skriver Metroxpress.

I 2010 var der 1152 selvmordsforsøg, men i 2014 var antallet af selvmordsforsøg faldet til 430.

- Man kan ikke længere gå ind fra gaden og købe smertestillende piller i store mængder, som netop har været en metode, som de unge piger brugte, siger Birgit Elgaard, formand i Bedre Psykiatri, som er landsforeningen for pårørende til psykisk syge.

I 2013 indførte man et forbud mod at købe flere end 20 smertestillende piller af gangen, og unge under 18 år skal nu have en recept for at købe pillerne på apoteket, og det er især hos de unge, at antallet af selvmordsforsøg er faldet.

I 2010 forsøgte 729 personer under 29 år at begå selvmord, til gengæld var der kun 262 i den aldersgruppe som prøvede i 2014.

En anden grund til den positive udvikling i forhold til de unge er, at der er kommet øget fokus på selvmord, men også fordi at man er begyndt at hjælpe de unge, der hvor de ofte er - på de sociale medier.

Det vurderer Jeppe K. Toft, som er direktør for rådgivningstilbuddet Livslinien.

- Tidligere havde vi meget svært ved at få fat i de unge. De gad ikke telefonen. Men efter at vi, og andre rådgivere, er begyndt at tilbyde rådgivning på de sociale medier, net og chats, så bruger de unge os nu på linje med de voksne, siger Toft.

Men selvom der er flere som forsøger at begå selvmord, så er antallet af selvmord stort set uændret i perioden. I 2013 begik 603 danskere selvmord, og 52 af dem var under 29 år.

/ritzau/