Kæmpe rockeraktion gav kun otte sigtelser

I Roskilde og i Helsingør skal i alt otte rockere torsdag foran en dommer. Politiet ønsker dem varetægtsfængslet efter den store politiaktion onsdag mod 18 adresser tilknyttet rockergrupperne Bandidos og Hells Angels.

To rockere fra Bandidos er allerede i grundlovsforhør i Retten i Roskilde for besiddelse af våben, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

De to rockere kobles med en skarpladt pistol i en Bandidos-rockerborg. 31 andre er til gengæld løsladt i Midtsjælland.

Senere skal seks anholdte rockere - alle med tilknytning til Bandidos - foran en dommer ved Retten i Helsingør. Det sker klokken 14, oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.

En af de seks anholdte er den øverste chef for Bandidos i Europa og Asien, præsident Michael "Kokken" Rosenvold, erfarer Ritzau.

Han sigtes sammen med de øvrige anholdte for ulovlig våbenbesiddelse, da politiet fandt to pistoler under ransagning af rockerborgen på Hejreskovvej i Kvistgård.

De seks mænd er i alderen 22, 23, 24, 27 år samt to på 44 år.

Ved den koordinerede aktion mod 18 rockerborge på Sjælland blev 114 rockere tilbageholdt, og politiet beslaglagde våben og stoffer. Tilsyneladende var aktionen mest ment som en alvorlig advarsel til rockerne.

Politiet slog til mod rockerne på grund af efterretninger om, at en ny konflikt er under opsejling.

På rockerborgene fandt politiet blandt andet tre pistoler, magasiner til skydevåben, knojern, økser og slagvåben. Desuden beslaglagde politiet stoffer som hash og anabolske steroider.

Dagens Gossip