Kæmpebrand sender prisen på sukker i vejret

Flammer fortærede omkring 180.000 ton sukker, da der fredag udbrød brand i en af verdens største sukkerterminaler i den brasilianske havneby Santos.

Ilden havde fat i samtlige de lagerbygninger, hvor handelsselskabet Copersucar opbevarer sit sukker, inden det bliver lastet på fragtskibe og sendt til udlandet.

Branden har forårsaget så store skader på selve terminalen, at Brasilien vil få problemer med at eksportere sukker i adskillige måneder.

Ilden startede på et fremføringsbånd, der forbinder Copersucars seks lagerbygninger. Hver bygning kan rumme 100.000 ton sukker. Fire personer er kommet til skade.

De mange ton som gik op i røg, svarer til over 10 procent af landets månedlige eksport.

Copersucar er verdens største handelshus for sødemidlet og omkring en femtedel af verdens sukkereksport passerer gennem selskabets systemer.

Derfor steg verdensmarkedsprisen på sukker omgående til noget nær det højeste i et år, da nyheden om branden blev offentliggjort.

- Tabet af lagerkapacitet i havnen vil besværliggøre afskibningen. Derfor steg priserne, siger råvareanalytiker Jack Scoville fra det amerikanske Price Futures Group.

Prisstigningen som følge af ødelæggelserne i Santos vil kun være midlertidig, mener han.

- Men det vil ramme det globale udbud på kort sigt, og sandsynligvis give Indien og Thailand mulighed for at sælge sukker til lidt bedre priser, end de ellers ville have fået, siger han.

Santos er Brasiliens vigtigste havneby og håndterer omkring 60 procent af landets sukkereksport. Brasilien er verdens største producent af sukker.

Copersucar, der også er verdens største producent af ethanol, omsætter for cirka 60 milliarder kroner om året.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV