Kæmpebue kan blive Aalborgs nye vartegn

Buen er en del af et planlagt antennelaboratorium, som skal være en international spydspids i antenneforskningen og fungere som testcenter for fremtidens mobil- og datakommunikation. Aalborg Universitet allerede samlet et tocifret millionbeløb fra staten og en række fonde, og nu mangler bare tilladelsen til kæmpebuen, fortæller professor Gert Frølund Pedersen, leder antenneforskningsgruppen ved Institut for Elektroniske Systemer.

»Vi er i fuld gang med at undersøge, hvad det kræver af tilladelser. Vi håber på, at vi får lov til at etablere buen som vigtig del af et laboratorium, der på alle måder bliver unikt på verdensplan,« siger han i en pressemeddelelse.

Buen skal efter planen bruges som en art sendemast, som kan sende og modtage signaler til og fra laboratoriet på jorden. Det nye antennelaboratorium skal arbejde med teknologi, som kan bruges i alt fra mobiltelefoner over biler til køleskabe - i teorien alt, hvad der kan tænkes at gå på internettet.

»Det nye laboratorium er et naturligt næste skridt, som vil give os helt nye muligheder, vi ikke har i dag, samt gøre os endnu bedre til at måle de ting, vi gør i forvejen. Der er meget få på verdensplan, der kan måle i den størrelsesorden, vi får mulighed for med den 100 meter høje bue,« forklarer Gert Frølund Pedersen.

Ønsket om den højteknologiske tilbygning får også opbakning fra aktører i teknologibranchen.

»Det er vigtigt for os at kunne efterprøve idéer og beregninger med faktiske målinger. Det bliver der enestående gode muligheder for i Aalborg, når planerne om det nye laboratorium er gjort til virkelighed. På den måde er der også noget i det for forbrugerne. Vi og andre får mulighed for at lave bedre løsninger til dem,« siger direktør Per Hartmann Christensen fra den danske afdeling af Intel.

Hvis de nødvendige tilladelser falder på plads, forventer Gert Frølund Pedersen, at første del af byggeriet går i gang ved udgangen af 2013.

Dagens Gossip

Dagens TV