Kæmperabat: SAS får nye fly til halv pris

Flyselskabet SAS kandiderer måske til titlen for årets krejler for sin netop indgåede aftale om køb af nye langdistancefly hos flyproducenten Airbus.

Det er nemlig sket med en klækkelig rabat, skriver den norske avis Dagens næringsliv.

SAS har efter længere tids forhandlinger med både amerikanske Boeing og europæiske Airbus bestilt otte nye højteknologiske langdistancefly af typen A350 og fire nye A330. Derudover har det skandinaviske selskab option på køb af yderligere seks 350'ere.

Hvis SAS køber alle 18 fly, er den samlede pris ifølge Airbus' listepriser på rundt regnet 28 milliarder kroner. Men Dagens Næringsliv har talt med kilder tæt på forhandlingerne, der oplyser, at SAS kun skal betale mellem 14-15 milliarder kroner.

SAS tilfreds med forhandlinger

Hos SAS vil chefforhandler Johan Claesson ikke oplyse den reelle salgspris. Men han lægger ikke skjul på, at han er tilfreds.

»Vores klare opfattelse er, at vi har fået en meget god pris. Det baserer vi på, hvad vi kender til kontraktværdier i markedet. Det følger vi meget tæt,« siger han til den norske avis.

Rabatten er dog ikke helt usædvanlig i forhold til kutyme i branchen, som er, at der bliver givet rabatter i størrelsesordenen 30-50 procent, når flyselskaberne tager på storindkøb.

Norwegian fik eksempelvis en rabat på 45 procent, da det norske selskab i januar sidste år lagde en massiv bestillingsliste på 222 fly hos amerikanske Boeing.

Bedre vilkår til SAS

SAS har dog tilsyneladende fået forhandlet sig frem til flere vilkår, der er bedre end normalt. Dels får SAS lov til at vente to år med at punge ud med en forhåndsbetaling på rundt regnet 10 procent af købssummen.Det skandinaviske selskab får også leveret flyene to til tre år tidligere end ventet.

De gode vilkår kan ifølge Dagens Næringsliv skyldes flere faktorer. Dels at Boeing og Airbus er i stærk konkurrence, og SAS har udnyttet sin position til at spille dem ud mod hinanden, dels at SAS har haft en god langsigtet relation med Airbus siden starten af 80'erne, hvor selskabet købte det første Airbus-fly.

SAS' købsaftale med Airbus er formuleret som en såkaldt hensigtserklæring, fordi den er 100 procent betinget af, at flyselskabet bevarer propellen på sparekurs og gennemfører den store omstillingsplan, som blev offentliggjort i november sidste år.

De op mod 18 fly skal efter planen finde vej til SAS' garage i perioden fra 2015 til 2021.

Dagens Gossip