Kæmpesvindel i børsselskabet OW Bunker og nye tab

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

Det børsnoterede selskab OW Bunker har afsløret omfattende svindel i et datterselskab i Singapore samt nye kæmpetab på eksisterende kontrakter.

Bedrageriet alene kan koste selskabet over trekvart milliard kroner.

Sagen er nu ved at blive efterforsket.

Det er ifølge en fondsbørsmeddelelse kort før midnat onsdag aften fra OW Bunker ledende medarbejdere i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore, der står bag den omfattende svindel.

- Omfanget af bedrageriet er endnu ikke klart, men de foreløbige undersøgelser tyder på et potentielt tab på omkring 125 millioner dollar, skriver selskabet.

Isoleret fra svindelsagen har en gennemgang af risk management-kontrakter vist nye store tab i tillæg til tabet på 24,5 millioner dollar, som selskabet informerede om 23. oktober.

Det samlede urealiserede tab i forbindelse med kontrakterne er "på nuværende tidspunkt" opgjort til 150 millioner dollar svarende til 878 millioner kroner.

Som en konsekvens er den ansvarlige for OW Bunkers risikostyring, Jane Dahl Christensen, omgående blevet fyret.

Sammenlagt er OW Bunkers økonomiske situation dermed forværret med cirka 1,6 milliarder kroner.

- Ovenstående begivenheder påvirker naturligvis OW Bunkers operationer og kreditfaciliteter. OW Bunker er pt. i diskussioner med syndikatbankerne. OW Bunker vil informere markedet yderligere så hurtigt som muligt, skriver selskabet.

Allerede onsdag middag var der optræk til drama, da fondsbørsen i København stoppede handlen med aktier i OW Bunker.

Selskabets daglige ledelse besvarede ikke opkald, og bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen sagde onsdag eftermiddag blot:

- Vi har ikke noget at tilføje, før vi sender en meddelelse ud senere i dag.

Den meddelelse, der altså fortalte om storstilet svindel i datterselskabet, kom kort før midnat.

Ritzau har efterfølgende forgæves forsøgt af få kontakt med bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen for uddybende kommentarer.

OW Bunker blev børsnoteret i marts, men selskabet har slet ikke kunnet leve op til de forudsigelser om indtjeningen, som investorerne blev stillet i udsigt. Aktiekursen er siden børsnoteringen halveret, og aktionærerne har lidt enorme tab.

/ritzau/