Kæphøje sælgere: Vi er ikke bange for fyring

Tidligere rystede de i bukserne ved tanken om at blive arbejdsløse. Nu er de så kry, at deres egen A-kasse trækker i bremsen.

Frygten for at få fyresedlen er dalet dramatisk blandt sælgere. Det viser Business Danmarks konjunkturbarometer, skriver Avisen.dk.

I 2010, hvor ingen kendte omfanget af finanskrisen, frygtede 17 procent at bliver sagt op. I dag får det spørgsmål kun fem procent af 829 adspurgte salgs- og marketingsfolk til at ryste i bukserne.

"Det er sket en markant ændring," siger Mikkel Søe, arbejdsmarkedschef i Business Danmarks A-kasse til Avisen.dk.

Blandt medlemmerne af Business Danmarks A-Kasse er ledigheden omkring fire procent - det er lidt lavere end på landsplan. Alligevel advarer Mikkel Søe imod en falsk følelse af tryghed.

Undersøgelsen afslører nemlig også, at sælgerne regner med lynhurtigt at få et nyt job, hvis de bliver fyret. Kun lige godt hver femte frygter mere end seks måneder på dagpenge, hvis de ryger på måsen.

Det står bare ikke mål med virkeligheden, hvor 43 procent af de ledige i Business Danmarks A-Kasse er på dagpenge i mindst et halvt år.

Så hvis en sælgers økonomi er lagt an på kun at kunne klare et halvt år på dagpenge, så kan han eller hun komme i klemme. Ansættelsesprocedurer tager nemlig tid, understreger Mikkel Søe:

"Du skal søge, gå til samtale og bliver måske nummer to. Så går et halvt år hurtigt. Folk skal indstille sig på, at ledighed tager tid. Man skal ikke fortvivle, men der er hård konkurrence, og man skal kæmpe."

Siden juli 2012 er den såkaldte bruttoledighed faldet fra cirka 165.000 til cirka 155.000. Flere økonomer har imidlertid peget på, at det er for tidligt at bryde ud i glædessang. Vi skal kunne se en varig forbedring på beskæftigelsen, før vi kan kippe med flaget og knappe champagnen op, forklarer professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen.

Siden beskæftigelsen fik et ordentligt hak nedad i 2009, har der ikke været nogen betydningsfuld udvikling.

"Det er også årsagen til, at man siger, at der ikke er tegn på, at det går bedre med beskæftigelsen lige nu. Det er der ikke rigtigt nogen tegn på," siger Bo Sandemann Rasmussen til Avisen.dk.

Dagens Gossip