Kæreste: Drabstiltalt datter ønskede sin mor død

Skrevet af admin

31/08/2015

Dagens topnyheder

En 16-årig pige, der sammen med en lidt ældre mand er tiltalt for at dræbe pigens mor, har flere gange sagt, at hun ønskede moren død.

Det er mandag kommet frem under afhøringen af den nu 29-årige mandlige ven ved Retten i Hjørring. Her fortæller han desuden, at de tiltalte var kærester og havde planer om at blive gift og få børn.

- Hun var ikke glad for sin mor. Hun hadede sin mor, siger den 29-årige.

Moren blev dræbt med næsten 20 knivstik hjemme hos sig selv i Kvissel nord for Frederikshavn 8. oktober sidste år. Hun var 40 år og efterlader sig tre børn.

I retten gennemgår den 29-årige den skæbnesvangre onsdag sidste år.

Han fortæller, at han i løbet af dagen havde været sammen med sin dengang 15-årige kæreste, men at de var gået hver til sit.

Ved 23-tiden mødtes de ved togstationen i Kvissel. Ifølge den tiltalte var den unge pige meget ked af det og græd.

Efterfølgende gik de mod pigens hus, hvor hun boede sammen med moren og morens ægtefælle.

- Da vi kom frem, bad hun mig om hjælp, siger manden.

- Hvad skulle hun have hjælp til, vil anklager Karina Skou vide.

- Hun sagde, at jeg skulle hjælpe, fordi hun havde slået sin mor ihjel, svarer den 29-årige.

Ifølge manden fik han en kniv af pigen, som hun bad ham skaffe sig af med. Han smed den udenfor huset, men nægter at have deltaget i drabet.

Tidligere har han ellers to gange erkendt at havde medvirket ved drabet. Erkendelserne har han dog trukket tilbage. Mandag siger han, at han frygter for sit liv, fordi den 16-årige pige kender nogle arabiske bander.

Den 29-årige kom til Danmark i 2010 og fik opholdstilladelse året efter. Anklagemyndigheden ønsker ham udvist, hvis han findes skyldig i drabet.

Pigen nægter sig også skyldig.

/ritzau/