Kæreste i æresvoldssag: Familien ville dræbe

Et forhold startet i skolen mellem en dansk dreng og en 17-årig palæstinensisk pige skulle holdes hemmeligt, fordi pigens familie var imod forholdet. Så meget imod, at familien var klar til at dræbe.

Sådan lyder pigens danske kærestes forklaring ved Retten i Glostrup mandag, hvor fire familiemedlemmer er tiltalt for grov vold og frihedsberøvelse.

- Vi skulle holde det hemmeligt på grund af hendes familie, siger en tydeligt nervøs dansk kæreste iført Hugo Boss-trøje og jeans i retten.

I et møde mellem moren og kæresten i en bil sagde kæresten, at han ville gifte sig med datteren.

- Men hun (moren, red.) siger, at det ikke kan lade sig gøre, fordi jeg er dansk. Hun siger, at familien ikke er bange for at tage 16 år, siger kæresten, der opfattede ordene som en trussel om drab.

- Moren siger, at hun ikke kan kontrollere onklen, hvis datteren stikker af igen, forklarer kæresten, der var konverteret til islam, før han mødte den 17-årige pige.

Den palæstinensiske familie har tidligere nægtet i retten at være principielt imod et forhold mellem familiens 17-årige datter og en dansk dreng. Men det var ikke pigens egen udlægning til sin kæreste.

- Det er ikke tilladt, og de (familien, red.) er meget imod, hvis vi er sammen, sagde pigen til sin danske kæreste ifølge kærestens forklaring i retten.

Hvorfor var det ikke tilladt, ville senioranklager Martin von Bülow vide.

- Det var religion, siger kæresten.

De tiltalte familiemedlemmer nægter sig alle skyldige, og de fortalte tidligere i retten om en besværlig pige, som ud over at være kæreste med en dansk dreng løj for dem og skulkede fra skole.

De hævdede, at pigens forhold til drengen ikke i sig selv var et problem, men understregede, at han var dårligt selskab.

Anklagemyndigheden mener dog modsat, at pigen blev afstraffet, fordi hun havde en dansk kæreste.

Ifølge senioranklager Martin von Bülow sagde den 17-årige piges far ordene "dræb bare min datter", da det palæstinensiske forældrepar en eftermiddag afleverede datteren hos pigens moster og onkel i en lejlighed i Høje-Taastrup syd for København.

Efter de famøse ord sagt af faren ifølge anklagemyndigheden forlod forældrene lejligheden og overlod datteren til et mareridt, som først sluttede tre timer senere, da det lykkedes hende at flygte fra lejligheden og slå alarm til politiet.

- Du skal passe på nu. De har tortureret mig, skrev den 17-årige pige angiveligt til kæresten efter mishandlingen.

Nu kører retssagen mod forældreparret, mosteren og onklen ved Retten i Glostrup. Bliver de kendt skyldige, risikerer de op til fire års fængsel.

Der falder dom i sagen mandag 2. september.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV