Kærestepar overfaldt civilbetjent tæt ved Christiania

Skrevet af admin

02/08/2016

Dagens topnyheder

En civil politibetjent og to politibetjente i uniform blev mandag overfaldet med både slag og spark, da de ville anholde en 21-årig mand på Christianshavns Torv i København.

Den civile betjent ville sigte manden, der kom gående med sin 18-årige kæreste, for at overtræde loven om euforiserende stoffer. Ifølge betjentens forklaring tog han fat i den 21-åriges arm, og det fik kvinden til at tænde af.

- Mens kollegaen ligger ned og forsøger at fastholde dem, bliver han sparket i hovedet af den unge kvinde, siger politikommissær Steffen Thanning Steffensen fra Københavns Politi til TV2.

Flere betjente i uniform kom til, og det lykkedes at anholde det ophidsede par, der tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør. Her besluttede dommeren, at de begge skulle løslades.

Manden nægtede sig skyldig. Han forklarede i Dommervagten, at han var kommet gående sammen med sin kæreste, mens de røg en joint.

På et tidspunkt kom en civilklædt mand hen til ham og sagde, at han var fra politiet og forlangte, at han fulgte med. Manden ville dog ikke vise legitimation, og den 21-årige tvivlede derfor på, at han var betjent.

Han fortalte, at han gjorde modstand, da betjenten ville have ham med ned på Metrostationen, men afviste, at han skulle have slået nogen.

Den 18-årige kvinde erkendte sig delvist skyldig og forklarede, at hun blev kastet ned på jorden, da hun ville komme sin kæreste til hjælp. Hun fik sin hætte over hovedet og sparkede ud flere gange. Hun ved, at hun ramte nogen, men ved ikke hvem.

Anholdelsen vakte en del opsigt.

- Flere folk omkring dem begynder at filme, og der bliver råbt en del ubehageligheder - "lortepanser" og den slags. Der er også en af dem, der filmer, som siger "nu har vi video af den der fucking panser", siger Steffen Thaaning Steffensen til TV2.

- For mig at se er det fuldstændig uanstændig opførsel og mangel på respekt. Både af dem og de tilskuere, der stod og filmede og kom med tilråb, tilføjer han.

/ritzau/