Kærlighedshungrende charmør skal være far

Skrevet af admin

15/03/2016

Mest læste i dag

I filmens verden kæmpede Chris Klein med at finde ud af det der med damerne, men privat har den 37-årige skuespiller helt tjek på kærligheden.

I august måned giftede "American Pie"-stjernen sig med kæresten gennem fire år, rejsearrangøren Laina Rose Thyfault, som han mødte gennem fælles venner, og nu kulminerer kærligheden med en forestående familieforøgelse.

- Min smukke kone, Laina, og jeg venter vores første barn sammen. 23 uger henne. Taknemlig velsignet på min 37-års fødselsdag, skrev Klein mandag på sin Twitter-profil til et billede af fruens spirende babybule med et kig til hendes glimtende diamantring.

Inden Klein og Tryfault fandt sammen i 2011, var skuespilleren forlovet med filmstjernen Katie Holmes, men parret brød forlovelsen i 2005, hvorefter skuespillerinden indledte et hæsblæsende hypet forhold med Hollywood-stjernen Tom Cruise.

Klein brød igennem i 1999 med den første "American Pie"-film, hvor han spiller den kærlighedshungrede unge fyr Chris "Oz" Ostreicher, der sammen med sine venner kæmper om at score en pige, inden de bliver studenter.

Siden den første "American Pie" har Klein medvirket i en del af filmseriens efterfølgere og har ud over dem indspillet en række tv-film.

Se den søde annoncering af graviditeten her: https://twitter.com/iamchrisklein/status/709513752497033216

/ritzau/FOKUS