Kahlenberg færdig i Wolfsburg og på klubjagt: Jeg er ikke kræsen

- Jeg har ikke fået specielt meget spilletid gennem længere tid og har ikke været en del af det, så man kan nok godt konstatere, at der ikke er de store planer med mig. Nu har vi tre kampe tilbage, så nu er det snart slut, siger Kahlenberg. Skulle der sidde Brøndby-fans derude og håbe på at se deres gamle helt i klubben efter sommer, må Thomas Kahlenberg skuffe dem. Han skal ikke hjem til Danmark foreløbigt.

- Danmark er ikke interessant. Det bliver først den dag, hvor jeg tænker, at det er slut i udlandet, og jeg vil slutte af hjemme. Jeg vil stadig gerne spille i udlandet. Jeg har stor mod og lyst til spille videre og komme til et sted, hvor jeg kan udfolde mig på grønsværen, siger han.

Når Kahlenberg endelig har fået spilletid har det ikke været en udpræget succes. I en kamp i marts blev han forfulgt af klubbens egne fans, da han startede inde i stedet for en skadet Diego. Under det meste af kampen piftede tilskuerne af danskeren, og det fik efter kampen flere af hans holdkammerater til at lange ud efter tilskuerne.

Kahlenberg har ikke nogle konkrete tilbud på hånden, men afventer og ser, hvilke muligheder han har. Sidste år blev han udlejet til franske Evian i et halvt år, og i Frankrig så man gerne, at Kahlenberg vender tilbage. For en måned siden udtalte Evians træner og sportsdirektør Pascal Dupraz, at han ville elske at have danskeren i klubben igen.

Selv har Kahlenberg ikke de store præferencer for, om karrieren skal fortsætte i Frankrig, Tyskland eller et andet land. I hans situation er det vigtigste at komme til at spille fodbold igen.

- Jeg er åben over for rigtig mange ting. Det behøver ikke være det ene eller andet land. Jeg er i en situation, hvor jeg ikke kan tillade mig at være kræsen. Det handler om at komme til at spille fodbold igen og komme et sted hen hvor man er ønsket. Jeg står i en situation, hvor jeg skal ud og finde noget. Fra 1. juli har jeg ingen arbejdsgiver så det bliver spændende at se hvad det ender med, siger han.

Selvom han godt ved, han er langt fra startopstillingen så kæmper han videre for at få de sidste minutter i sæsonen.

- Jeg kæmper hver dag til træning for at vise mig frem. Jeg slår ikke op i banen, men man kan godt se tegningerne til hvem der spiller og ikke gør. Jeg er ikke naiv og tror, at jeg får kampe fra start, men håber da jeg får lov at spille lidt. .

 

 

 

Dagens Gossip