Kahlenberg: Jeg leverede ingen toppræstation

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Midtbanespilleren Thomas Kahlenberg var lørdag aften tilbage i landsholdets startopstilling i 1-2-nederlaget til Sverige. Brøndby-anføreren føler dog ikke, han leverede en toppræstation, selv om Danmark var i overtal på midtbanen.

- Min egen indsats var ikke i top.

- Jeg synes, jeg startede rigtig godt. Jeg fik bolden meget og fik den fordelt. Første halvleg udviklede sig så, og vi gav slip, og det blev for meget på deres præmisser. Det kunne vi ikke stå imod, og de kom til for mange chancer, siger Thomas Kahlenberg.

Med til historien om hans egen præstation hører også, at Kahlenberg kort inde i anden halvleg begik det straffespark, som Zlatan Ibrahimovic scorede på til 2-0.

Men om der overhovedet var straffespark, stiller Kahlenberg spørgsmål ved.

- Jeg har ikke set situationen igen, men jeg føler ikke, der var straffespark. Det er måske fifty-fifty, for der var kontakt, men han spillede godt på den, så det var godt lavet af ham.

- Jeg føler, at jeg løb ned for at hjælpe og forsvare, og så bremsede han og stoppede op, og så kom der kontakt, og så faldt han.

- Det er tvivlsomt, om det overhovedet var inde i straffesparksfeltet. Der var hvert fald større straffe på Bendtner i første halvleg, siger Thomas Kahlenberg.

Straffesparket blev begået mod Emil Forsberg, der før pausen havde scoret Sveriges første mål.

Situationen burde dog være afværget længe før, straffesparket blev begået.

- Jeg synes, det er for dårligt, at han overhovedet kom ned omkring feltet. Vi skulle have lukket ham ned noget før, og det irriterer mig mest ved situationen, siger Thomas Kahlenberg.

/ritzau/