Kairo rystet af to kraftige eksplosioner

To kraftige eksplosioner rystede fredag den centrale del af den egyptiske hovedstad, Kairo, med to minutters mellemrum og sårede mindst fire sikkerhedsfolk.

- To bomber blev placeret eller kastet tæt på en politistation. Mindst fire politifolk blev såret, siger en talsmand for indenrigsministeriet.

Indbyggere i den centrale del af byen siger, at eksplosionerne skete nær universitetet i det travle Giza-distrikt, hvor pyramiderne ligger.

Egypten er blev ramt af en bølge af angreb, som jihadister har stået bag, efter at militæret sidste år fjernede den demokratisk valgte islamisten Mohamed Mursi fra præsidentposten og nedkæmpede omfattende protester fra hans tilhængere.

Efter detroniseringen af Mursi er der sket store politiske omvæltninger og sket mange fysiske sammenstød i den arabiske verdens folkerigeste nation.

Fredagens angreb sker få dage efter, at den egyptiske hærchef, Abdel Fattah al-Sisi, har bekræftet, at han ønsker at blive landets næste præsident.

Al-Sisi har længe været nævnt som storfavorit til at vinde det kommende præsidentvalg i Egypten, hvor han siden sidste sommer har etableret sig som landets nye stærke mand.

Ifølge den kuwaitiske avis Al-Seyassah har al-Sisi sagt, at han ikke har andet valg end at imødekomme det egyptiske folks krav om, at han stiller op til præsidentvalget.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip