Kalundborg: Folkekøkken anno 1918 i Medborgerhuset

Folkekøkkenet var i 1918 beliggende i Slotsvænget, i Kalundborg, og bespiste over 800 mennesker dagligt. Med det daværende folketal i Kalundborg var det 1/5 af byens borgere, som benyttede sig af dette tilbud.

I Danmark havde man kendt til folkekøkkener siden 1850, men der kom for alvor skub i det, da filantropen Louise Harbou, født på Kalundborg Ladegård i 1833, sammen med 2 andre startede Foreningen Mødre og børns bespisning i København i 1886-1887.

De kommunale folkekøkkener i Danmark blev først oprettet i 1917.

Spegesild med løgsovs
Mange af datidens retter er snart gået i glemmebogen, men Kalundborg Medborgerhus fremtryller i retter som spegesild med løgsovs, pærevælling og sødsuppe.

I uge 3 vil personalet i Medborgerhusets køkken vise tøjstilen fra et gammelt folkekøkken.

Hele den "gamle" uge skydes i gang med en lille reception mandag den 14. janaur kl. 11.30 i Medborgerhuset, hvor formanden for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune, Ole Glahn vil åbne ugen.

"Medborgerhuset er for dem som har brug for et bad, lidt tøj, lidt hjælp til selvhjælp, til fortrolige snakke, til vejledning om dette og hint," står der på husets hjemmeside.

Gammeldags folkekøkken anno 1918 i Kalundborg Medborgerhus, fra 14. januar til 19. januar 2013.

Dagens Gossip