Kammeradvokaten er tilfreds med dom i fangesag

»Det er en klar dom, som fastslår, at der ikke var noget at kritisere, hverken de danske soldater, der var udsendt i Afghanistan eller de danske myndigheder, som sendte dem ud, og det er meget tilfredsstillende,« siger Peter Biering.

Forud for afgørelsen havde kammeradvokaten udtrykt bekymring for konsekvenserne, hvis Højesteret fandt, at den danske forsvarstop kunne holdes ansvarlig for, at den afghanske fange blev udsat for ydmygelser og mishandling af amerikanske styrker, som dansker styrker havde udleveret fangen til.

»Hvis Forsvarsministeriet idømmes et ansvar i denne sag, vil det få konsekvenser for de danske styrkers aktive deltagelse i udenlandske operationer. Det vil jo betyde, at Danmark fremover må være usædvanlig forsigtig med at udlevere tilbageholdte til allierede, og det vil gøre det usikkert, om Danmark overhovedet kan deltage i sådanne militære indsatser,« udtalte Peter Biering ifølge Information for et par ugers tid siden.

Nu vurderer han, at dommen rent juridisk ikke vil have konsekvenser for dansk deltagelse i internationale operationer.

»Den betyder formentlig ikke nogen ændring, men det skal du jo tale med folk, som har forstand på militære operationer, om. Men rent juridisk betyder den, at der er ikke er nogle ændringer i den måde, vi kan deltage i internationale operationer på,« siger advokaten.

Ghosoullah Tarin stævnede i 2009 Forsvarsministeriet og krævede 50.000 kroner i erstatning, fordi han blev udleveret til amerikanske styrker tilbage i marts 2002. Nu er Østre Landsrets dom fra april 2011 blevet stadfæstet i Højesteret.

Fangesagen blev første gang sat på dagsordenen i forbindelse med Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm »Den hemmelige krig« fra 2006, som beskyldte den danske regering for at have kendt til amerikanske krænkelser af fanger, som danske styrker havde udleveret.

Dagens Gossip