Kampe mellem syriske oprørere og militante kurdere spreder sig

Lørdag udbrød der kampe i Tel Abyad, en grænseby nær Tyrkiet, der kontrolleres af oprørsstyrkerne i Raqqa-provinsen, skriver nyhedsbureauet Reuters. Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder eskalerede volden mellem to grupperinger, da militante kurdere opdagede, at medlemmer af en al-Qaeda-relateret oprørsgruppe forsøgte at rigge sprængstoffer til en skole, de militante kurdere bruger som militsbase.

Kurderne svarede igen ved at bortføre flere oprørere, herunder en ledende figur fra den al-Qaeda-tilknyttede gruppe Islamic State of Iraq, skriver Reuters.

Tidligere lørdag var der også sammenstød mellem kurdere og islamistiske oprørsgrupper i Hasake-provinsen, der er en primært kurdisk region, skriver Reuters.

De nye kampe puster til det internationale samfunds bekymring om, at opstanden mod præsident Bashar al-Assads styre har splintret landet i interne konflikter, der kun har lidt at gøre med oprørernes oprindelige hensigt om at afsætte præsidenten, og om, at den syriske borgerkrig risikerer at sprede sig til nabolandene i regionen.

Oprøret i landet er gået fra at være en fredelig protestbevægelse til en regulær borgerkrig, der i stigende grad er præget af sekterisk vold, og hvor det anslås, at mere end 100.000 mennesker har mistet livet.

Mens Syriens sunnimuslimske flertal primært har støttet oprøret mod Assad-styret, har mindretal af Assads egen religion, alawisme, en udløber af shia-islam, i vid udstrækning støttet præsidenten.

Syriens etniske kurdiske mindretal har i mellemtiden skiftevis kæmpet for både Bashar al-Assads styrker og for oprørsgrupper. Kurderne hævder, at de er bagmænd for oprøret, men oprørerne anklager dem for at lave aftaler med regeringen for at sikre deres egen sikkerhed og selvstændighed under konflikten, skriver Reuters.

Kurderne udgør omkring 15 procent af befolkningen i Syrien.

Dagens Gossip