Kampe under pakistansk march: Skud mod oppositionsleder

Skrevet af admin

15/08/2014

Mest læste i dag

Kampe er brudt ud i Pakistan, efter at der er blevet affyret skud mod oppositionspolitikeren Imran Khan, der torsdag indledte en flere hundrede kilometer lang march mod hovedstaden Islamabad for at kræve regeringens afgang, skriver Reuters.

Skuddene ramte det køretøj, Imran Khan bliver transporteret i. Oppositionslederens talskvinde, Aneela Khan, oplyser, at Imran Khan ikke er blevet såret.

Hun tilføjer, at politiet ikke greb ind, da konvojen med Imran Khan og hans følgere blev angrebet med stenkast og skud.

Tv-optagelser viser, at lokale i byen Gujranwala river plakater med portrætter af Imran Khan over og kommer i klammeri med oppositionspolitikerens støtter, der går med ham på den lange march mod hovedstaden.

Imran Khan hævder, at han blev snydt ved valget i maj sidste år, og han kræver en omfattende undersøgelse.

Han rejser i en specialdesignet skudsikker container med vinduer, mens hans støtter skal gå den 370 kilometer lange march med oppakning og forsyninger.

De har meddelt, at de slår lejr i Islamabads gader, indtil deres krav er opfyldt - inklusiv kravet om at premierminister Nawaz Sharif skal trække sig.

Den religiøse leder Tahir ul-Qadri indledte ligeledes en march mod Islamabad torsdag. Selvom de to oppositionsfigurer ikke officielt er allierede, er de begge højlydte modstandere af landets regering.

Protesterne har givet næring til de politiske spændinger i landet, der er plaget af et islamistisk oprør, kronisk mangel på el og en haltende økonomi. Protesterne har desuden skabt fornyet bekymring for et centralt problem i pakistansk politik: Magtkampe mellem militær og politikere.

/ritzau/Reuters