Kamper efter startplads: Jeg sender et statement

- Jeg havde næsten glemt, hvordan det føles.

Sådan beskriver den hurtige Randers-kant Jonas Kamper sin oplevelse af at starte inde i en superligakamp.

Efter fem år i Randers FC skal Jonas Kamper væk til sommer, og derfor har han i langt størstedelen af forårets kampe ikke været en del af Colin Todds udvalgte.

Jonas Kamper fik chancen fra start for første gang siden den 30. november 2014 på grund af skader og karantæner.

- Jeg var overrasket over, at jeg fik en startplads, og jeg havde glædet mig rigtig meget til kampen. Jeg nød kampen, og det var fedt at være tilbage, siger Jonas Kamper.

- Jeg fik bevidst, at selvom jeg er oppe i årene, så kan jeg stadig være med, og at jeg ikke er færdig, selvom jeg har kontraktudløb den 1/7.

Sammen med Johnny Thomsen var Jonas Kamper en evig kilde til uro for FC Nordsjælland.

- Så længe der var benzin på tanken, så synes jeg, at jeg slap hæderligt fra det. Den kriller, der skal være op til en superligakamp, har jeg været lidt foruden i seks til syv måneder, og den var der i dag, fortæller Kamper og slår fast:

- Jeg fik bevist, at hvis der er brug for mig, så er jeg klar.

Jonas Kamper har endnu ikke meldt ud, hvad der skal ske efter denne sæson, og ifølge ham selv er der endnu ikke styr på fremtiden.

- Jeg fokuserer på at gøre mit arbejde færdigt her, men samtidig er det klart, at jeg også skal finde ud af, hvad der skal ske fremadrettet. Derfor var det også vigtigt for mig i dag at få lavet et lille statement og vise mig frem, siger Jonas Kamper.

- Jeg vil ikke rigtig gøre status endnu. Der er fem kampe tilbage, og jeg har været her i fem år, og jeg vil rigtig gerne få sluttet ordentligt af, så jeg kan efterlade et fint helhedsindtryk, slutter den tidligere Brøndby-spiller.

Jonas Kamper fik 70 minutter på banen i 2-0-sejren mod FC Nordsjælland.

/ritzau/

Dagens Gossip