Kampfly får grønt lys til at bombe trods civile tab

Danske kampfly bomber nu i Syrien og Irak. Og der er en stor risiko for, at bombetogterne vil medføre civile tab.

Det har forsvarsminister Peter Christensen (V) orienteret de øvrige partier i Folketinget om på et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Regeringen har besluttet at indføre en procedure, som betyder, at kampfly må bombe i områder, hvor man på forhånd ved, at der vil være civile tab.

Det kan ske i tilfælde, hvor man ud fra et såkaldt princip om proportionalitet vurderer, at det er nødvendigt at bombe. Beslutningen vil ligge hos højtstående militærfolk i Danmark, oplyser forsvarsministeren.

- Jeg har lige nu orienteret Nævnet om, at vi er gået i gang med vores operation i både Irak og Syrien med vores F-16 fly. Da Folketinget traf beslutningen, gjorde jeg opmærksom på, at der kunne være en øget risiko for civile tab.

- Og nu, hvor vi er kommet i gang med selve missionen og missionsplanlægningen, kan vi se, at det er tilfældet, siger Peter Christensen.

Han henviser til, at kampene nu rykker ind i de større byer som Mosul og Raqqa, og det øger risikoen for, at luftoperationerne vil medføre civile tab.

- Derfor har vi også besluttet en ny procedure. Den betyder, at hvis man i en planlægningsfase på forhånd konstaterer, at det er en operation, hvor der kan være civile tab, så kan det ud fra et proportionalitetsprincip være nødvendigt og lovligt at gennemføre operationen alligevel.

- I sådan et tilfælde vil det være en højtstående militærperson på generalniveau, der træffer den endelige beslutning, siger Peter Christensen.

Spørgsmål: Kommer vi også til at bombe, hvis vi med sikkerhed ved, at der vil være civile tab? Eller er det kun, hvis der er en risiko?

- Risikoen for civile tab er der altid. Det har der også været i tidligere missioner.

- Det, vi taler om her, er, at fordi det er meget bynær kamp, så kan man være i en situation, hvor man gennemfører en operation vel vidende, at der vil være civile tab, siger Peter Christensen.

/ritzau/

Dagens Gossip