Kan du gætte, hvem jeg er?: Top 3 over årets mest populære fastelavnskostumer

Du kan roligt regne med at støde ind i flere filmfigurer i de kommende dage, når der skal slås katten af tønden til dette års fastelavn.

Klassikere som cowboys, riddere og prinsesser er lagt i glemmekassen, når børnene i år svinger køllerne mod de slikfyldte tønder. Det skriver Tv2.

I stedet melder BR og TOYS'R'US om en stor interesse for filmkostumer. Det mest populære kostume er nemlig Elsa fra filmen Frozen. På andenpladsen kommer Spiderman, som får skarp konkurrence af Turtles på tredjepladsen.

Den tendens forklarer livsstilsekspert Henrik Byager med, at der er sammenhæng mellem børnenes foretrukne kostumer og populære film og spil.

- De figurer, som er i de film og spil, er jo nogle af de mest elskede figurer i børnenes liv. Og så er det jo sådan set meget naturligt, at de også synes, at det kunne være sjovt at være dem til fastelavn, siger Henrik Byager til Tv2 og tilføjer:

- Det er fordi, at animationsfigurerne spiller en større rolle i deres univers end de der klassiske pirater og prinsesser, siger Henrik Byager.

Dagens Gossip