Kan være Karin: Lig af kvinde kan først identificeres mandag

Det lig af en kvinde, der fredag blev fundet i Værebro ved Jyllinge i Nordsjælland, er med næsten 100 procents sikkerhed den forsvundne 45-årige Karin Barfod fra Ballerup.

Det siger efterforskningsleder Charlotte Skovby, Københavns Vestegns Politi, til Ritzau efter en obduktion af liget lørdag formiddag.

På grund af ligets tilstand er politiet nødt til at afvente svar på yderligere retsmedicinske undersøgelser, så den endelige identifikation først kan ske mandag, oplyser hun.

- Vi er næsten 100 procent sikre på, at det kvindelig, vi har fundet, er Karin Barfod, men på grund af de retsmedicinske undersøgelser kan vi først sige det med sikkerhed på mandag, siger Charlotte Skovby.

Karin Barfod blev sidst set i live tirsdag. Onsdag mødte hun ikke op på arbejde, og torsdag hentede hun ikke som ellers planlagt sin niårige datter i SFO, hvilket fik politiet til at frygte, at der var sket en forbrydelse.

Torsdag aften anholdt politiet en 44-årig mand fra Roskilde-området, der har en relation til kvinden, og sigtede ham for at have dræbt hende.

Han nægter sig skyldig, men blev fredag i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger, selv om der på det tidspunkt ikke var noget lig.

Manden kærede afgørelsen til Østre Landsret, som lørdag stadfæstede varetægtsfængslingen.

Først fredag aften fandt politiet liget af en kvinde, der menes at være den forsvundne Karin Barfod, i et industrikvarter nær Jyllinge.

Politiet ønsker hverken at oplyse noget om drabsmetode og motiv eller at uddybe relationen mellem kvinden og den varetægtsfængslede mand.

Blandt de centrale spor i sagen er Karin Barfods mobiltelefon og hendes pc, en lyserød 10 tommers bærbar computer. Charlotte Skovby bekræfter, at politiet leder efter disse to ting.

/ritzau/

Dagens Gossip