Kan være ulovlige: Vejdirektoratet vurderer 16.000 abort-kors ved motorvej

Enten mandag eller tirsdag sender Vejdirektoratet en medarbejder ud for at se på de 16.000 hvide kors, som er blevet rejst langs E45-motorvejen mellem Horsens og Vejle i weekenden. Det skal nemlig vurderes, hvorvidt korsene, som foreningen »Retten til Liv« står bag for at markere 40-året for indførslen af fri abort i Danmark, er i strid med loven.

»Det, vi tager stilling til, er, hvorvidt opsætningen af korsene er i strid med Naturbeskyttelseslovens mod opsætning af reklamer og propaganda i det åbne landskab. Det er den vurdering, vi skal ud at foretage,« fortæller Vejdirektoratets pressechef, Martin Østergaard.

»På baggrund af de observationer, som den pågældende medarbejder foretager ude ved vejen, så vil vi komme med vores vurdering af, om korsene er i strid med Naturbeskyttelsesloven,« uddyber han.

Der kan nemlig være tale om, at korsene er propaganda, og så skal de fjernes igen, for hverken plakater, lysreklamer eller skilte må stå ved veje, hvis de propaganderer for en sag.

Men til trods for, at korsene skal markere de omkring 16.000 aborter, som danske kvinder hvert år får foretaget, afviser »Retten til Liv«, at opsætningen strider mod loven.

»Det er jo ikke mere propaganda end så mange andre ting, der bliver sat op ved den motorvej der. Jeg har set både reklamer for politikere og koncerter,« sagde landssekretær i Retten til Liv, Ellen Højlund Vibe, til P4 Trekanten lørdag.

Ligesom Vejdirektoratet vil også Sydøstjyllands Politi holde øje med korsene og vurdere, om de vil udgøre et trafiksikkerhedsmæssigt problem, fordi de kan fjerne bilisternes opmærksomhed fra vejen.

Dagens Gossip