Kandidater venter i spænding på godkendelse fra Fifa

Skrevet af admin

27/10/2015

Mest læste i dag

Flere af de otte kandidater til præsidentvalget i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har allerede travlt med at forsvare sig i forhold til deres fortid.

Deadline for at stille op til præsidentvalget i fodboldens verdensforbund udløb mandag.

Kandidaterne har selv offentliggjort, at de stiller op. Men Fifa venter måske helt til onsdag med at offentliggøre kandidaternes navne og dermed officielt gøre dem til kandidater.

Alligevel har flere af dem allerede travlt med at svare for sig i medierne.

Således også Sheikh Salman Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain, som har haft travlt med at afvise, at han nogensinde skulle have medvirket til tortur af fodboldspillere.

Det er der ellers røster fremme om fra menneskerettighedsorganisationer.

Ifølge dem skulle Khalifa have medvirket til at identificere fodboldspillere, som medvirkede i demonstrationer, da han stod i spidsen for Bahrains fodboldforbund.

Han skulle heller ikke have gjort noget for at beskytte fodboldspillerne mod begivenhederne, som fandt sted i 2011. Mange mennesker slået ihjel, da militæret brugte magt mod demonstranter, som ønskede reformer.

- Det er falske, beskidte løgne, som er blevet gentaget igen og igen i fortiden og i nutiden.

- Jeg kan ikke forsvare mig mod noget, jeg ikke har gjort, siger Khalifa.

- Den slags beskyldninger er ikke bare ødelæggende. De gør også ondt. Nogle mennesker har en særlig agenda på deres bord, siger han videre.

Den 62-årige anti apartheid-politiker Tokyo Sexwale sværger, at han vil "følge pengene" for at få Fifa ud af de imageproblemer, som de mange anklager har skabt.

- Det, som er galt i Fifa er, at man ikke har evnen til at følge pengene, siger han på et pressemøde.

- Det handler om at have et godt finansielt system. Kontrolsystemer, som kan sikre, at tingene bliver gjort rigtigt med tilstrækkelig gennemsigtighed, siger han videre.

Fifas præsidentvalg finder sted 26. februar.

/ritzau/