Kanonmål ødelagde Hannovers aften

Det forløb planmæssigt for Hannover 96. Som det har været sædvane på hjemmebanen, hvor man med fire sejre var ubesejret hidtil i sæsonen, var Leon Andreasen og co. ved at hive sejren hjem i fredagens Bundesliga-opgør mod Hertha Berlin.

Hannover førte nemlig 1-0, indtil der manglede 10 minutter af kampen. Men så fik hovedstadsklubben tilkendt et frispark, og fra kanten af feltet hamrede brasilianske Ronny bolden direkte mod muren, hvor et par spillere flyttede hovedet for den hårdt sparkede bold. Det betød, at bolden i en lige linje lynede op i det nærmeste hjørne uden chance for hjemmeholdets målmand.

Inden da var det Hannovers Christian Schulz , der i første halvleg bragte hjemmeholdet foran i en kamp, hvor Leon Andreasen var med i 89 minutter. Med det uafgjorte resultat er Hannover stadig på fjerdepladsen, mens Hertha på femtepladsen er ét point efter.

Dagens Gossip