Kanonslag afbryder danskermøde i Sverige

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Storkampen mellem danskerklubberne IFK Göteborg og Malmö FF i Allsvenskan blev onsdag aften afbrudt efter 77 minutter ved stillingen 0-0.

Det skyldes, at der var kastet et kanonslag mod opvarmningsområdet, hvor Malmö-spilleren Tobias Sana løb og varmede op. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Sana, der har en fortid i Göteborg, blev så oprevet over kanonslaget, at han kvitterede ved at rive et hjørneflag op ad jorden og kastede det mod tilskuerne.

Herefter afbrød dommer Jonas Eriksson kampen og beordrede spillerne i omklædningsrummet. Kampen bliver ikke genoptaget, men får et efterspil de kommende dage.

- Vi diskuterede, hvorvidt vi kunne spille videre. Et kanonslag blev kastet nær en spiller og min kollega Mathias Klasenius. Han græd og var i chok, så det var ikke et alternativ at fortsætte.

- At kaste kanonslag mod spillere, ledere eller dommere er helt uacceptabelt. De, som synes, det er okay, hører ikke hjemme på et stadion i Allsvenskan, siger dommer Jonas Eriksson til C More ifølge TT.

Der var masser af danske vidner til situationen.

IFK Göteborg havde Mads Albæk, Jakob Ankersen og Søren Rieks i startopstillingen, de to sidstnævnte var dog skiftet ud, da kampen blev afbrudt. Hos Malmö var Anders Christiansen på banen, mens cheftræner Allan Kuhn styrede slaget fra bænken.

Jakob Ankersen frygter, at episoden koster IFK Göteborg point.

- Jeg har desværre en tro på, at kampen ikke spilles færdig, men at vi blive taberdømt. Det er ikke noget, jeg ved, vi ved ikke mere end så mange andre, men jeg tror, vi ender som taber.

- Jeg ved, at afgørelsen ligger hos disciplinærudvalget, som skal finde ud af, hvad der skal ske. Vi ved ikke, hvornår vi får noget at vide, men jeg går ud fra, det skal afgøres temmelig hurtigt, siger Jakob Ankersen til bold.dk.

/ritzau/