Kanonstart giver Dortmund første sæsonsejr

De tyske mesterskabsbejlere Borussia Dortmund er tilbage på sporet efter den mislykkede premiere mod Leverkusen i sidste weekend.

Et effektivt Dortmund-mandskab scorede fredag aften to tidlige mål og vandt 3-2 på udebane mod Augsburg i en kamp, hvor favoritterne ellers førte 3-0 undervejs. Men Augsburgs opblomstring i slutfasen kom for sent til for alvor at kunne true gæsternes sejr.

Landsholdsspilleren Marco Reus sendte hurtigt Dortmund på sejrskurs, da han let og elegant manøvrerede sig fri i feltet og passerede Marwin Hitz i Augsburg-mål. Og inden der var gået et kvarter, var Dortmund to mål foran.

Igen var Reus involveret, for det var hans hjørnespark, som den græske centerforsvarer Sokratis Papastathopoulos steg til vejrs og pandede i nettet til det, der lignede en tidlig afgørelse.

Dortmund trak sig noget tilbage og lurede på hjemmeholdets boldtab, og ret meget mere skete der ikke før pausen.

Kampen fusede noget ud indtil slutfasen, hvor der pludselig kom skred i sagerne igen. Nyerhvervelsen Adrian Ramos gjorde det til 3-0 12 minutter før tid, og da var det nok de færreste, der havde regnet med mere spænding i den forestilling.

Men Raul Bobadillas reducering kort efter tændte op under hjemmeholdet, og i den ordinære spilletids sidste minut gjorde Tim Matavz det til 2-3 på et hovedstød.

Publikum på SGL-Arena begyndte at drømme om et mirakuløst point, men de rutinerede Dortmund-spillere havde ikke de store problemer med at ride stormen af til sidst.

Dermed har Dortmund fået sine første tre point i denne sæson, mens Augsburg er uden point i bunden.

/ritzau/

Dagens Gossip