Kansler Merkel tvivler på tyrkisk visumfrihed fra 1. juli

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der mandag førte drøftelser med præsident Recep Tayyip Erdogan i Istanbul, vurderer, at visumfrihed for tyrkere ikke vil komme i stand som planlagt 1. juli.

Merkel siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at Tyrkiet mangler at opfylde nogle af de betingelser, som EU stiller.

Merkel siger, at hun over for de tyrkiske ledere har udtrykt bekymring over det tyrkiske parlaments nylige beslutning om at fratage visse medlemmer parlamentarisk immunitet.

- Jeg har i vores drøftelser i dag gjort det klart, at det er nødvendigt med et uafhængigt retssystem, at det er nødvendigt med uafhængige medier og et stærkt parlament, siger Merkel efter drøftelserne med Erdogan.

- Og selvfølgelig er beslutningen om en ophævelse af den parlamentariske immunitet for næsten hvert fjerde parlamentsmedlem noget, som vækker dyb bekymring, tilføjer Merkel.

Erdogans kontor siger i en erklæring, at den tyrkiske præsident og forbundskansleren er enige om at fortsætte samarbejdet i kampen mod illegal indvandring.

Snesevis af blandt andre prokurdiske medlemmer af parlamentet vil blive ramt af beslutningen om at ophæve parlamentarisk immunitet.

Erdogan, som stiftede det regerende AK-parti, har opfordret til retsforfølgelse af medlemmer af det prokurdiske parti HDP. Han mener, at deres parti er en forlængelse af den forbudte militante gruppe Kurdistans Arbejderparti.

Drøftelserne mellem Merkel og Erdogan har fundet sted i forbindelse med et internationalt todages topmøde.

Der deltager politiske ledere og nødhjælpsorganisationer fra 65 lande i topmødet, hvor Erdogan kræver, at det internationale samfund skal tage mere af ansvaret for flygtninge fra Mellemøsten.

- Det er kun nogle få lande, som bærer byrden. Alle bør tage del. Nøden bliver større dag for dag, men det gør ressourcerne ikke, siger Erdogan.

Omkring tre millioner flygtninge fra Syrien og Irak befinder sig i Tyrkiet, som har taget imod flere flygtninge end alle EU-landene tilsammen.

Merkel kræver også, at landene skal holde op med at give tomme løfter og i stedet handle.

/ritzau/dpa