Kanslerkandidat udsat for afpresning

To uger før tyskerne går til forbundsdagsvalg, bliver de lørdag mødt af en ægte kioskbasker: Tabloidavisen Bild skriver, at en nogen har prøvet af afpresse socialdemokraternes kanslerkandidat, Peer Steinbrück.

En ukendt gerningsmand truer i et brev med at afsløre, at Steinbrück og hans hustru for 14 år siden fik udført sort arbejde af en filippinsk rengøringshjælp, som opholdt sig ulovligt i Tyskland.

SPD's frontfigur i valgkampen får i brevet dateret 30. august besked på at træde tilbage inden 10. september. Hvis Steinbrück ikke makker ret, vil afpresseren offentliggøre sine beskyldninger, lyder det ifølge Bild i trusselsbrevet.

Oplysningerne bekræftes af kanslerkandidatens talsmand, Rolf Kleine. Han siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at Steinbrück fredag anmeldte afpresningen til politiet, som nu har sikret trusselsbrevet som bevismateriale.

- Statsadvokaten og politiet i Bonn har indledt en efterforskning, siger en talsmand for politiet i Bonn.

Brevet er sendt til socialdemokratens hustru, Gertrud, som bliver opfordret til at overtale sin mand til at træde tilbage "af personlige årsager".

Gerningsmanden hævder i brevet, at han via sin filippinske samleverske har hørt, at Steinbrück-parret i et "begrænset tidsrum" havde hyret en filippiner, som opholdt sig illegalt i landet, til gøre rent for dem sort i deres daværende hjem i Bonn.

- Vi lader os ikke afpresse, siger Gertrud Steinbrück til Bild og afviser beskyldningerne.

Hendes mand, som halser langt bagefter den konservative forbundskansler Angela Merkel i meningsmålingerne, vil udtale sig om sagen lørdag eftermiddag.

Men hans hustru fortæller til avisen, at den filippinske kvinde, som i dag har tysk opholdstilladelse, ganske rigtigt arbejdede for parret i et halvt års tid i 1999.

Kvinden, der har en synshandicappet datter, havde tidligere gjort rent for Gertrud Steinbrücks mor, som havde foræret sin datter og svigersøn en ugentlig rengøring efter flytningen fra Kiel til Bonn.

Men da socialdemokratens hustru ville hyre hende selv, fik fru Steinbrück at vide, at filippinerens mand kort forinden havde mistet sin arbejdstilladelse i Tyskland, og at hun derfor kun kunne arbejde sort.

- Jeg måtte sige til hende, at jeg selvfølgelig ikke kunne hyre hende sort, fortæller Gertrud Steinbrück, som forærede rengøringshjælpen 500 D-mark i trøstegave.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV