Kanye og Kim betænker børnehospital

Et børnehospital i Chicago kan se frem til donationer fra Kanye West og Kim Kardashians venner. De vordende forældre frabeder sig nemlig barselsgaver og anmoder i stedet folk om at skænke en sum penge til Ann & Robert H. Lurie Children's Hospital.

Kardashians talsmand oplyser, at valget er faldet på dette sted, fordi West stammer fra Chicago, og hospitalet glæder sig over parrets betænksomhed. »Vi vil gerne udtrykke vores dybeste taknemmelighed og vi ønsker dem alt godt i forbindelse med fødslen af deres barn«, hedder det i en udtalelse.

Pengegaverne fra de stenrige mediestjerners venner går til hospitalets neonatalafdeling.

West og Kardashian har været kærester siden sidste forår og december lod han nyheden springe under en koncert i Atlantic City. Rapperen fortalte 5.000 publikummer, at hans kæreste var gravid. Den lille ny kommer til verden om et par måneder.

Kardashian blev i midten af april skilt fra basketballspilleren Kris Humphries, som hun var gift med i 72 dage. Til sammenligning tog det realitydivaen 536 dage at få ægteskabet opløst.

Dagens Gossip

Dagens TV