Kanye West undgår straffesag

Anklagemyndigheden i Los Angeles har besluttet at lade Kanye West slippe for videre tiltale i forbindelse med et håndgemæng, han var indblandet i fornylig.

Rapperen angreb angiveligt en fotograf, der videofilmede ham uden for byens internationale lufthavn. Fotografen forklarede politiet, at West væltede ham omkuld på asfalten, hvilket angiveligt gik så voldsomt for sig, at manden måtte en tur på skadestuen bagefter.

Statsadvokaten vælger imidlertid at henlægge sagen uden at sigte rapperen for en straffelovsovertrædelse.

West er dog ikke helt ude af farezonen. Sagen sendes nemlig videre til anklagemyndigheden for Los Angeles by, hvor juristerne skal tage stilling til, om der skal rejses sigtelse for en mindre forseelse.

Hiphop-stjernen er berømt og berygtet for sit belastede forhold til medierne. Han har været i slagsmål med adskillige fotografer og svinet flere til verbalt.

I maj gav West således en flok paparazzi skylden, da han gik ind i et gadeskilt.

Dagens Gossip