Kaos i Yemen: Præsidenten og regeringen træder tilbage

Yemen skal have nyt politisk lederskab.

Efter flere dages uro afleverer Yemens premierminister torsdag sin regerings afskedsbegæring og kort efter kommer meldingen, at Yemens præsident ligeledes agter at træde tilbage fra sit embede.

Regeringens talsmand i Washington, Mohammed Albasha, bekræfter på Twitter, at Abd-Rabbu Mansour Hadi vil forlade sin post.

Der er dog tvivl, om hvorvidt præsidenten får lov til at trække sig. Tv-stationen al-Arabiya rapporterer nemlig, at parlamentet har afvist afskedsbegæringen. Parlamentet vil holde krisemøde fredag, rapporterer al-Arabiya.

Præsidenten har været en af USA's vigtigste allierede i kampen mod al-Qaeda.

I den seneste tid har der været adskillige kampe mellem yemenitiske regeringsstyrker og Houthi-militsen, der for fire måneder siden rykkede ind i hovedstaden Sanaa og har vundet stadig mere magt og indflydelse.

- Regeringen ønsker ikke at blive trukket ind i et ukonstruktivt politisk morads, skriver premierminister Khalid Baha i afskedsbegæringen, der skal være lagt ud på Facebook.

Afskedsbegæringen fra Khalid Baha til Yemens præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi, kommer under 24 timer efter, at Hadi signalerede, at ville imødekomme krav om forfatningsændringer og magtdeling fra den magtfulde Houthi-milits.

En aftale, der ville give militsen pladser i alle statslige organer, og ville betyde, at militsen opgiver en belejring af præsidentpaladset og frigiver en regeringsrådgiver.

Houthi-militsen har i mange år kæmpet mod regeringen i Sanaa og har siden september kontrolleret en række områder i Yemen, heriblandt dele af hovedstaden.

Bahas regering, der er sammensat af teknokrater og politikere fra partiet, blev udnævnt i november og vandt en tillidsafstemning måneden efter.

En højtstående kilde fra Houthi-militsen siger, at man ser med tilfredshed på, at præsidenten agter at træde tilbage.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip