Kaotisk rejsekort: Krisemøde gav tilfredshed

Mødet kom til at vare længere en beregnet, men det er en tilfreds transportminister, der gør status efter tirsdagens krisemøde om de udskældte rejsekort.

Henrik Dam Kristensen (S) har således fået svar på det mest presserende spørgsmål, som han stod med: Hvordan vil Rejsekort A/S og trafikselskaberne bag håndtere de problemer, som danskerne oplever?

- Problemerne blev jo ikke løst på mødet, men de tager det alvorligt. Alle er optaget af at få det løst, siger Henrik Dam Kristensen.

De problemer, som danskerne har oplevet, vil nu blive samlet på en såkaldt aktionsliste. Det videre forløb i forhold til at løse problemerne skal være beskrevet, og status på problemløsningen skal fremgå af listen.

På den måde kan politikerne hele tiden følge med i, hvordan det går. Og det vækker glæde hos Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen:

- Det er utrolig vigtigt, at der er en offensiv tilgang til dette her. Og der har vi fået gode tilsagn fra alle ansvarlige, siger Pihl Lorentzen

Det omstridte rejsekort, der har været på vej siden 2003, har været heftigt diskuteret de seneste uger, blandt andet har priserne været kritiseret for i nogle tilfælde at have været højere end tidligere.

- Man har valgt at justere takstzonerne samtidig med, at man har indført rejsekortet, og det har givet en masse misforståelser og ulogiske forhold.

- Og der er det sådan, at man nu på sigt får lavet et ensartet takstsystem for hele Sjælland, og det skal selvfølgelig også strømlines med resten af landet, siger Pihl Lorentzen.

Konservatives Mike Legarth stiller sig også tilfreds:

- Grundlæggende fungerer rejsekortet tilfredsstillende i 95 procent af tilfældene, og man har nu lovet at løse problemerne. En vigtig ting her er at gøre det nemt at købe og tanke op på kortet for dem, som ikke er på computer hele tiden, siger Mike Legarth.

Et rejsekort er et elektronisk betalingskort, hvor man kan tjekke ind og ud direkte på stationerne og i busserne og derefter automatisk får fratrukket det beløb, rejsen koster.

/ritzau/

 

Dagens Gossip