Kap Verde holder liv i håbet om ny sensation

For to år siden var Kap Verde lidt af en sensation ved Africa Cup of Nations, da den lille nation nåede frem til kvartfinalerne i sin første deltagelse.

I år er Kap Verde med igen ved turneringen om det afrikanske fodboldmesterskab for landshold, og landet kan fortsat gøre sig forhåbninger om at nå lige så langt som sidste gang.

Torsdag aften spillede Kap Verde 0-0 mod Den Demokratiske Republik Congo ved turneringen, der foregår i Ækvatorial Guinea.

Kap Verde har to point efter to kampe, og holdet kommer dermed videre med en sejr i den sidste gruppekamp mod Zambia.

Netop Zambia tabte tidligere torsdag 1-2 til Tunesien, der scorede sejrsmålet kort før tid.

Tunesien fører gruppe B, mens Kap Verde og Den Demokratiske Republik Congo begge har to point. Zambia er sidst med et point.

De to bedste hold i gruppen avancerer til kvartfinalerne.

/ritzau/

Dagens Gossip