Kapitalfond vil købe hele Scandlines

I hvert fald meddeler ejerne af Scandlines, der er kapitalfondene 3i og Allianz Capital Partners med hver 50 procent, at 3i har indgivet et købstilbud på Allianz' ejerandel.

Prisen bliver ikke offentliggjort, men der er tale om en handel i milliardklassen. De to kapitalfonde satte sig på hele Scandlines - der er et af Europas største færgerederier - i 2010 for 11,3 milliarder kroner.

Det fremgår af meddelelsen torsdag morgen, at ejerne de seneste seks måneder har modtaget en række købstilbud på selskabet, men de har tilsyneladende ikke været gode nok. I hvert fald er det endt i en handel mellem de nuværende ejere. I kapitalfonden 3i peger direktøren og landechefen i Tyskland, Peter Wirtz, på mulighederne for vækst som en årsag til købstilbuddet.

»Scandlines er en fremgangsrig og lønsom virksomhed, og vi er tilfredse med at investere yderligere for at få det fulde udbytte af selskabets vækstpotentiale,« siger Peter Wirtz i meddelelsen og tilføjer:

»Scandlines' langsigtede potentiale kommer til udtryk ved selskabets banebrydende grønne initiativer på ruten Rødby-Puttgarden og beslutningen om at bygge to nye færger til Gedser-Rostock-overfarten. De nye færger vil øge kapaciteten og frekvensen på overfarten og dermed løfte omsætningen.«

Allianz-direktøren Jörg Spanier forklarer, at baggrunden for, at hans kapitalfond vil sælge, er strategisk.

»Vores investering i Scandlines har varet over seks år, hvilket er den sædvanlige gennemsnitlige investeringsperiode for en kapitalfond. Med afsæt i det nuværende positive miljø for virksomhedshandler besluttede vi at overveje vores strategiske muligheder, som også omfattede et potentielt salg af vores ejerandel. Vi har - blandt flere andre tilbud - modtaget en henvendelse fra 3i og indledt en konstruktiv dialog,« siger Jörg Spanier i en kommentar i meddelelsen.

Det er omtrent et år siden, at det kom frem, at ejerne af Scandlines var parat til at sælge. Efterfølgende forlød det, at to kapitalfonde havde lagt bud ind, og at det danske rederi DFDS også var interesseret. På det tidspunkt havde DFDS kapitalstærke A.P. Møller - Mærsk i baglommen som medejer. Lige meget hjalp det dog, viser dagens interne købstilbud i Scandlines, som der er al grund til at tro bliver gennemført, når de relevante myndigheder godkender det.

Rederiet Scandlines var oprindeligt ejet af den danske stat, men blev i 2007 afhændet til et konsortium, hvor også de to nuværende ejere var repræsenteret. Rederiet driver 16 færgeruter i 23 havne mellem Danmark, Tyskland og Sverige.

Dagens Gossip

Dagens TV