Kaptajn på Greenpeace-skib nægtet løsladelse

Skrevet af admin

14/10/2013

Dagens topnyheder

En domstol i Murmansk i Rusland afviste mandag, at kaptajnen på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise kan løslades mod kaution.

Han og skibets 27 besætningsmedlemmer, samt to fotografer, sidder fortsat fængslet i den nordlige russiske by, efter at de sejlede til en olieplatform for at protestere mod russiske boringer.

Mandag erklærede retten sig så enig med sagens hold af anklagere, der argumenterede for, at kaptajnen, der er amerikansk statsborger, bør forblive bag tremmer, fordi han eventuelt vil kunne stå i vejen for retsagens gang.

De frygtede angiveligt også, at han ville flygte og gemme sig, hvis han bliver løsladt.

Retten har ligeledes nægtet, at den argentinske aktivist Camilla Speziale og newzealænderen David Haussmann kan løslades mod kaution.

Det bringer ifølge Greenpeace antallet af afviste appeller om løsladelse mod kaution op på ni. Retshøringen om en tiende aktivist, italieneren Christian D'Alessandro, er udsat til tirsdag.

Greenpeace har anket tilbageholdelserne af alle 30 besætningsmedlemmer, der kommer fra omkring 20 lande.

Aktionen fandt sted den 19. september i Det Arktiske Ocean. Arctic Sunrise blev efterfølgende bordet og opbragt af russiske sikkerhedsstyrker, og alle om bord blev sigtet for pirateri, hvilket kan give op til 15 års fængsel.

Danske Anne Mie Roer Jensen er blandt de tiltalte. Håbet er, at hun og de andre kan blive fri af diplomatiets vej.

Skibets kaptajn er ikke helt uerfaren i aktioner som disse. Han var nemlig kaptajn på Greenpeace-skibet Rainbow Warrior i 1985, som blev sænket af den franske regering i et forsøg på at stoppe protesterne mod franske atomprøvesprængninger i Stillehavet.

/ritzau/dpa