Karabatic: Kroaterne kan overraske mod Danmark

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

De franske håndboldherrer bookede fredag en plads i EM-finalen mod enten Danmark eller Kroatien.

Luka Karabatic regner med, at franskmændene skal møde Danmark i søndagens finale, men han er langt fra sikker.

- Danmark er favorit, men man skal passe på kroaterne, for de kan lide den slags kampe her. De kan godt overraske, siger Karabatic en halv time før Danmarks semifinale.

- Vi må vente og se, hvem det bliver og drikke en øl imens, tilføjer han.

Også hans landsholdskollega Igor Anic tror på en dansk sejr over Kroatien.

- De er favoritter - de har et godt hold og er på hjemmebane. Jeg skal helt sikkert se den kamp, siger Anic.

Han fortæller, at franskmændene er trætte, men de vil være 100 procent klar til finalen, hvor Danmark kan blive modstanderen.

- Vi er alle trætte, og vores profiler er trætte, men spillere som Nikola Karabatic er maskiner, og jeg er sikker på, at de vil være klar til finalen og gøre det godt, siger Anic.

Spørgsmål: I får et par timers ekstra restitution i forhold til jeres finalemodstander. Er det en fordel?

- Måske er det en fordel, men vi må se. Hvis Danmark vinder med 15 mål over Kroatien, og profilerne kan slappe af på bænken, så er det en fordel for dem, siger Anic.

Semifinalen mellem Danmark og Kroatien går i gang klokken 21.00.

/ritzau/