Karakterer får flest mønsterbrydere på universitetet

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Hvis mønsterbrydere skal have bedre mulighed for at læse på universitetet, skal de studerende optages ud fra deres karakterer.

Stik imod hvad man ofte hører, favoriserer motiverede ansøgninger og optagelsessamtaler nemlig socialt stærke studerende mere, end karakterer gør.

Det konkluderer Danmarks Evalueringsinstitut i en ny analyse af den sociale profil i optagelsessystemet.

- Det er en smule overraskende, når man tænker på, hvad der er den gængse opfattelse, siger projektleder Bjarke Tarpgaard Hartkopf.

- Mange har tænkt, at man gør noget godt for dem, der har en mindre stærk social baggrund, hvis man bruger kvote 2. Derfor er det vigtigt at få den her viden ud, mener han.

Det er ikke fordi, at elevens sociale baggrund ikke har indflydelse på karaktererne. Men faktisk er den ikke særlig stor, når man ser på de elever, som bliver optaget på universitetet.

Desuden har den sociale baggrund større betydning for, hvordan eleven klarer egnethedstest. Det viser international forskning i hvert fald. Optagelsessamtaler for eksempel kan også favorisere elever fra akademikerhjem.

- Det kan måske være svære for dem, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, at afkode hvad man skal i sådan en samtale, hvor man vil vurdere hele mennesket, og kriterierne ikke er særlig klare, siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf.

Mens man via kvote 1 udelukkende bliver optaget på grund af sine karakterer, er kvote 2 for studerende, som ikke har et højt nok gennemsnit til at komme ind på drømmeuddannelsen.

51.222 unge danskere søgte i 2015 om optagelse på et universitet via kvote 2. Det er over halvdelen af de i alt 93.924 danske unge, som søgte om optagelse på universitetet.

I alt 65.298 studerende fik plads på en videregående uddannelse i år. Det er to procent flere end sidste år.

/ritzau/