Karakterfokus får gymnasieelever til at frygte fejl

Skrevet af admin

25/01/2016

Mest læste i dag

Karakterer fylder så meget for gymnasieelever, at de holder sig tilbage fra at deltage i undervisningen af frygt for at sige noget forkert.

Det viser en ny undersøgelse fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), skriver Politiken tirsdag.

- Det fokus, der er på karakterer på det politiske niveau, har i den grad en betydning for eleverne.

- Samtidig lever vi kulturelt i en tid, hvor der generelt er fokus på præstation, siger uddannelsesforsker Noemi Katznelson, som er forskningsleder på Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet i København.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer, som er sendt ud til alle gymnasieelever, hvoraf 6490 gymnasieelever har deltaget.

Knap hver tredje elev svarer, at de er bange for række hånden op af frygt for at sige noget, der kan påvirke deres karakterer negativt.

Resultatet er udtryk for, at eleverne ikke tør fejle på grund af det store karakterfokus, siger Veronika Schultz, der er formand for DGS.

- Undervisningen bliver et utrygt læringsrum, hvor eleverne er bange for at prøve sig selv af i stedet for at være det sted, hvor eleverne har mulighed for at lave fejl, så de kan blive bedre, inden de skal til eksamen, siger elevformanden til Politiken.

- Undervisningen er blevet en eksamen i sig selv, siger hun.

Den præstationsprægede læringskultur er ifølge eleverne så alvorlig, at den nu ser et behov for et opgør med det nuværende karaktersystem i gymnasiet:

- Vi så gerne, at man helt afskaffede karaktererne, fordi vores undersøgelse viser, at de er med til at skabe en usund læringskultur. Vi får rigtig mange karakterer – både standpunktskarakterer og i dagligdagsafleveringer.

- Oven i det er der kommet mindre tid til feedback og mundtlig evaluering, fordi lærerne er pressede, siger Veronika Schultz til Politiken.

/ritzau/