Karakterkrav får EL til at gå fra gymnasieforhandlingerne

Skrevet af admin

25/05/2016

Dagens topnyheder

Først var det Alternativet, og nu vender også Enhedslisten ryggen til forhandlingerne om en ny gymnasiereform.

Det står klart tirsdag aften, hvor Enhedslisten har besluttet at melde sig ud af forhandlingsgruppen på grund af karakterkrav og andre partiers ønske om færre studieretninger.

Enhedslistens uddannelsesordfører, Jakob Sølvhøj, siger, at der ved forhandlingerne er lagt op til en reform, der "samlet set vil forringe uddannelserne", og det har partiet taget konsekvensen af.

- Vi har forladt forhandlingerne, fordi det nu ligger fast, at der skal indføres karakterkrav i gymnasiet, siger Jakob Sølvhøj i en mail til Ritzau.

- Samtidig vil regeringen tage de første skridt mod en målstyring af gymnasiet. Det har mildest talt ikke været en succes i folkeskolen, og vi vil ikke den vej på gymnasiet. Vi afviser samtidig regeringens krav om indførelse af nye prøver og karakterer, siger han.

Tirsdag aften har Folketingets partier - med undtagelse af Alternativet - forhandlet om en gymnasiereform hos undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

En af de helt store knaster, der splitter rød og blå blok, drejer sig om netop karakterkrav.

Blå blok vil have indført et karakterkrav på 4. Det slog Mette Abildgaard, De Konservatives politiske ordfører, endnu en gang fast tidligere tirsdag.

Oppositionen kritiserer modsat Venstre-regeringens udspil om et karakterkrav på 4 i dansk og matematik for at kunne komme i gymnasiet, ligesom de røde partier heller ikke er meget for at barbere i antallet af studieretninger.

Alternativet forlod forhandlingerne i april. Partiet kritiserede en kommende reform af gymnasierne for at gøre uddannelsesinstitutionen mere fastlåst og fokuseret på at uddanne "fodsoldater til konkurrencestaten".

/ritzau/