Karakterkrav på dagsordenen før reformudspil

»Det er indlysende, at vi bliver nødt til at have en diskussion af, hvilke adgangskriterier vi sal have på de forskellige ungdomsuddannelser, fordi de er meget forskellige. Derfor er det ikke nok kun at diskutere adgangskrav på erhvervsuddannelserne,« siger folkeskoleordfører Karen Ellemann (V).

»Da vi lavede en folkeskolereform, diskuterede vi jo også, at det ville give rigtig god mening at sige, at man som minimum skal opnå karakteren 2 i dansk og matematik, inden man rykker videre til en ungdomsuddannelse,« fortsætter hun.

Derfor foreslår hun, at regeringen genåbner det folkeskoleforlig, der blev indgået før sommerferien. Undervisningsminister Christine Antorini (S) er ikke afvisende.

»Vi vil godt kigge på, om der også skal være adgangskrav til gymnasierne. Men nu ser vi først på erhvervsuddannelserne, og så ser vi på resten af ungdomsuddannelserne bagefter,« siger hun til Berlingske.

Ministeren har ikke taget stilling til, om hun, hvis adgangskravene bliver en realitet, er villig til at lave forskellige krav til gymnasier og erhvervsskoler, som Dansk Folkeparti gerne ser.

»Hvis vi anerkender, at det at tage en gymnasieuddannelse er fordi man efterfølgende vil have en videre boglig uddannelse, er det naturligt nok, at man stiller nogle anderledes krav end det at komme ind på en erhvervsuddannelse,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF).

Hvis en folkeskoleelev ikke kan få 2 i dansk og matematik, så bør det ifølge Karen Ellemann give et ekstra år på folkeskolebænken.

»Det er oplagt, at 10.-klasserne målrettes til elever, som har faglige udfordringer i forhold til at være rustet til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse,« siger hun.

Regeringen præsenterer sit udspil til en erhvervsskolereform onsdag klokken 12.

Dagens Gossip