Karakterkrav risikerer at lukke 15 gymnasier

Skrevet af admin

20/02/2014

Mest læste i dag

15 gymnasier må dreje nøglen om, hvis elever fremover skal have et snit på mellem fire og syv med sig fra folkeskolen for at blive optaget på et gymnasium.

Sådan lyder konklusionen på en analyse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea, skriver Politiken torsdag.

Analysen er blevet lavet på baggrund af de borgerlige partiers forslag om at indføre krav om karaktergennemsnit i gymnasierne.

Hvis adgangskravet lyder på karakteren syv i dansk og matematik, må 15 gymnasier lukke, fordi eleverne flere steder slet ikke har så højt et snit.

- Der er en række steder som Lolland-Falster og Københavns Vestegn, som vil blive ramt rigtig hårdt, fordi eleverne i området har lave gennemsnit fra folkeskolen, siger analysechef i Cevea Jens Jonatan Steen til Politiken.

- Det er steder, hvor der i forvejen er en stigende social ulighed, og forslaget om skærpede adgangskrav vil betyde, at uligheden bliver endnu større.

Samtidig viser tal fra Undervisningsministeriet, at 44 procent af de unge, der i dag går på en gymnasial ungdomsuddannelse, ville falde på et adgangskrav på syv. Tre ud af fire elever ville ikke kunne komme ind på hf-uddannelserne.

Frederiksværk Gymnasium og HF i Nordsjælland er et af de 15 gymnasier, der risikerer lukning, fordi elevgrundlaget forsvinder ved et adgangskrav på syv. Derfor er skolens rektor, Johnny Simonsen, heller ikke fan af forslaget.

- Vi udfører en vigtig opgave – vi løfter faktisk eleverne, så deres karakterer bliver væsentlig bedre, når de afslutter deres eksamen, siger han til Politiken.

Konservatives uddannelsesordfører, Lene Espersen, understreger, at man ikke skal lave uddannelsespolitik efter, om nogle skoler må lukke.

- Det afgørende er, at eleverne vælger rigtigt uddannelsesmæssigt, og at deres valg matcher de behov, der er i samfundet, siger hun til Politiken.

/ritzau/