Karakterræs gør lektiehjælp til en millionforretning

Skrevet af Morten Larsen

23/06/2015

Dagens topnyheder

På de danske gymnasier griber flere af eleverne til lommen for at betale sig til bedre karakterer, hvilket har gjort privat lektiehjælp til en god forretning.

- Årsagen er et voldsomt fokus på karaktergennemsnittet, der spiller en afgørende rolle for muligheden for at komme ind på drømmeuddannelsen, siger Annette Nordstrøm Hansen, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, til Dagens.dk.

Der er masser af penge i at hjælpe eleverne med at hive karakterene op.

En af de største aktører på markedet er MentorDanmark, der for omkring 300 kroner i timen tilbyder folkeskole- og gymnasieelever en hjæpende hånd med afleveringer og eksamenslæsning.

Til DR Syd fortæller direktøren for virksomheden, at omkring 1.200 elever i år har benyttet sig af den betalte privatundervisning, hvilket er en fordobling i forhold til sidste år.

Læs også: Flere dygtige elever vælger erhvervsuddannelserne

Lektiehjælpvirksomheden MentorDanmark omsætter for et tocifret millionbeløb og har 1.200 ansatte her i landet.

Der er hovedsageligt tale om universitetsstuderende, der mod betaling hjælper gymnasie- og folkeskoleelever. Både fagligt svage og stærke elever benytter sig af den betalte mulighed for at få sparring til lektier og eksamensforberedelser.

Hos Gymnasieskolernes Lærerforening ser man den stigende interesse for privat lektiehjælp som et udtryk for, at der er behov for at ændre på adgangskravene til de uddannelser, der venter de unge mennesker efter studentereksamen er kommet i hus.

- Man er nødt til at gøre noget ved optagelseskravene til de videregående uddannelser, så det ikke kun handler om karaktergennemsnittet, siger Annette Nordstrøm Hansen.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: