Karen og Nicolai er favoritter som ny justitsminister

Skrevet af admin

11/12/2013

Mest læste i dag

Der er gang i rygtemøllen på Christiansborg. Og mange af kommentatorerne ved landets medier er enige om, at det bliver et kapløb mellem fødevareminister Karen Hækkerup (S) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

Hos BT mener man, at Wammen muligvis fører svagt, fordi han ligesom Morten Bødskov er ekstremt loyal overfor Helle Thorning-Schmidt. Men kilder hos Socialdemokraterne siger til bt.dk, at gruppen foretrækker Karen Hækkerup.

Også Jyllands-Postens leder af avisens Christiansborg-redaktion Christine Cordsen mener, at Karen Hækkerup og Nicolai Wammen er de bedste bud.

- Af dem, som bliver nævnt som mulige bud, tror jeg mest på fødevareminister Karen Hækkerup, siger hun til avisen.

Også på Ekstra Bladet udpeges Karen, som den forreste i feltet. Hun var retsordfører, inden Socialdemokraterne satte sig i regeringen. Og ifølge avisen havde mange hende derfor som favorit til jobbet allerede dengang. Den anden storfavorit til jobbet er Wammen:

- Nicolai Wammens store fordel er, lyder det, at han er loyal, driftsikker og populær i vælgerkorpset, skriver Ekstra Bladet.

DRs politiske analytiker Jens Ringberg har tre ministre og Socialdemokraternes politiske ordfører som bud. Han peger på, at både Wammen og Karen Hækkerup vil kunne løfte den svære opgave.

Også handels- og europaminister Nick Hækkerup og partiets politiske ordfører Magnus Heunicke er med på Ringbergs liste.

På Berlingskes har politiske kommentator Thomas Larsen seks socialdemokrater i spil, der "har den nødvendige pondus til at kunne styre det store, svære og komplekse Justitsministerium".

Han peger ligeledes på Wammen, handels- og europaminister Nick Hækkerup, erhvervs- og økonomiminister Henrik Sass Larsen, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, Karen Hækkerup og gruppeformand Henrik Dam Kristensen.

Helle Ib, der er politisk kommentator på Børsen, mener også, at Nicolai Wammen kan være et af buddene på en ny justitsminister.

- Der bliver næppe tale om en uerfaren politiker fra folketingsgruppen. Driftsikkerhed og erfaring er en nødvendighed på den minefyldte post, lyder det fra hende.

Det er statsminister Helle Thorning-Schmidt, der har det sidste ord, når den ny justitsminister skal udnævnes. Overfor Politiken oplyser kilder tæt på regeringen, at det vil ske på torsdag.

/ritzau/