Karlsson giver reserverne chancen mod ishockeygigant

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

For første gang bliver der istid til både målmanden Simon Nielsen og backen Markus Lauridsen, når det danske ishockeylandshold torsdag møder værtsnationen ved VM i Rusland.

Landstræner Jan Karlsson varsler dagen før mødet med stormagten, at spilletiden vil blive mere jævnt fordelt end tidligere i turneringen, og at førstekeeper Sebastian Dahm får en pause.

- Vi kommer til at spille med alle syv backer, og vi vil bruge alle fire kæder. Simon Nielsen kommer i mål, og vi håber på en jævn spredning af arbejdsindsatsen, siger landstræneren.

At Markus Lauridsen og den sparsomt benyttede Emil Kristensen kan se frem til spilletid, skyldes ikke mindst, at der mangler en back efter Jesper B. Jensens uheld med Schweiz tirsdag.

Men Karlsson er heller ikke blind for, at der et døgn efter kampen mod russerne venter en endnu vigtigere kamp mod Letland, der har fordel af hviledag torsdag.

- Kampen mod Letland er givetvis vigtigere for os, siger Karlsson, der håber på et minimalt antal udvisninger til både Danmark og Rusland torsdag.

- Hvis jeg må ønske mig et kampbillede mod Rusland, så kommer vi til at spille fem mod fem i størstedelen af tiden.

- Jeg har hele tiden forsøgt at jævne spilletiden ud, men på grund af udvisninger bliver en del spillere siddende på bænken. Det kan man ikke gøre så meget ved, siger Jan Karlsson.

De tre sidst indskrevne i den danske VM-trup, George Sørensen, Mikkel Aagaard og Mathias From, er til gengæld ikke tiltænkt spilletid mod russerne.

/ritzau/