Karsten Hønge havde gerne stået på SF-formandens liste

Skrevet af admin

13/02/2014

Mest læste i dag

Han blev kaldt "vikaren fra helvede", da han for nylig trådte ind i Folketinget som afløser for sygemeldte Anne Baastrup (SF) og gik forrest i kritikken af Dong-aftalen og SF's rolle i regeringen.

Alligevel havde Karsten Hønge gerne set sit navn på listen over 100 SF-medlemmer, der skulle til for at bane vejen for valget af Pia Olsen Dyhr som ny formand - også selvom hun har stået last og brast med partitoppen i regeringssamarbejdet.

- Det er jo ikke nogen skam ikke at stå der, når man ikke er blevet spurgt. Jeg mødte hende faktisk over middag og spurgte hende, hvorfor fanden hun ikke havde spurgt mig.

- Men hun sagde, at hun ikke havde haft noget med det at gøre - at det var hendes folk, der havde taget sig af det praktiske.

- Pointen er bare, at hvis jeg var blevet spurgt, havde jeg i hvert fald sagt ja uden forbehold, siger Karsten Hønge.

På listen over de 100 stillere optræder Holger K. Nielsen, Pernille Vigsø Bagge, Jonas Dahl, Steen Gade, Karina Lorentzen og Eigil Andersen fra folketingsgruppen.

Omvendt er fraværet af partiets såkaldte venstrefløj i form af Özlem Cekic, Lisbeth Bech Poulsen, Trine Pertou Mach og Karsten Hønge iøjnefaldende.

Heller ikke Annette Vilhelmsen er at finde på listen.

Hverken Vilhelmsen, Bech Poulsen eller Pertou Mach vil torsdag udtale sig om deres fravær på listen - de to førstnævnte med henvisning til, at de er på ferie.

Men sådan forholder det sig altså ikke med Karsten Hønge, der glæder sig over udnævnelsen af den nye formand, der vandt uden nogen modkandidat.

- Det er sgu super. Pia er jo en usædvanligt skarp politiker og en enorm arbejdskraft. Og så er hun en af de politikere, der kan tænke strategisk, så det er sgu godt, siger Hønge.

- Jeg synes så samtidig, at det er vigtigt, at Pia får sendt nogle signaler om, at hun vil samle partiet - ikke bare sådan nogle fraser. Han skal både række hånden ud, men også sørge for, at de forskellige grupperinger rækker ud mod hinanden.

- Et andet signal, jeg savner, er nogle kritiske tanker om, hvad vi kan lære af den her regeringsdeltagelse. Der må jo være en grund til, at vi endte i den sump, siger han.

/ritzau/