Karsten og Janni overrasker med lynbryllup

Onsdag fortalte rigmanden Karsten Ree til pressen, at han var ramt af kræft. Torsdag var det så mere muntre nyheder, han kunne dele.

Den 69-årige rigmand giftede sig nemlig med sin forlovede, Janni Christensen, på Rudersdal Rådhus. Det skriver Ekstra Bladet.

Det populære reality-par, som i starten af året vandt en popularitetspris ved Reality Award, blev forlovet foran rullende kameraer, da milliardæren under optagelserne til deres andet tv-program faldt på knæ og fik et ja.

Til Ekstra Bladets reporter fortæller Karsten Ree, at torsdagens vielse var en følsom affære.

- Vi har det rimelig godt. En lille tåre har vi da også knebet, siger rigmanden.

Det bliver dog ikke i dag, at parret holder den store bryllupsfest, afslører bruden, der heller ikke bar en stor brudekjole på dagen.

- I dag er det bare stille og rolig komsammen med nogle få venner. Vi holder også et bryllup til sommer, så i dag er det bare for de nærmeste, siger Janni Christensen til Ekstra Bladet.

Newspaq

Dagens Gossip