Karzai: Forsvarets tolke er ikke i fare

Sådan lyder det fra den afghanske præsident, Hamid Karzai, der under sit officielle besøg i Danmark har diskuteret sikkerhedssituationen for tolkene med forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

»Jeg diskuterede dette emne med den danske forsvarsminister. De tolke, der har gjort deres arbejde, burde ikke have noget problem i Afghanistan overhovedet,« siger Hamid Karzai på et pressemøde i Statsministeriet.

Senest har regeringen åbnet op for at give op mod otte lokale tolke, der alle er fra Helmand-provinsen, asyl. Det skyldes, at de vurderes at være i særlig risiko for repressalier på grund af deres arbejde for de udsendte danske soldater.

Men ifølge Hamid Karzai er truslen fra Taleban ens for alle i Afghanistan.

»Truslen fra Taleban eller terrorisme er en trussel, der er lige for alle, så de burde ikke have nogle bekymringer,« siger han.

»De burde føle sig trygge og i sikkerhed«.

Spørgsmål: De er ikke i speciel fare?

»Nej, sir, det er de ikke,« siger den afghanske præsident.

I alt har 195 afghanske tolke arbejdet for de danske styrker, heraf er otte fra Helmand-provinsen.

Den afghanske præsident er i Danmark for at diskutere det fremtidige samarbejde mellem Danmark og Afghanistan i forhold til landets udvikling, efter Danmark trækker sine tropper ud i 2014.

Dagens Gossip

Dagens TV