Kasernelukninger i Sønderjylland vil skævvride Danmark yderligere

Skrevet af Elo Christoffersen

25/02/2013

Dagens topnyheder

UdviklingsRåd Sønderjylland (URS) opfordrer på det kraftigste landspolitikerne til ikke at nedlægge sønderjyske kaserner. Det vil være at føje spot til skade i kølvandet på den centralisering, der gennem en årrække har skævvredet Danmark, påpeger URS.

- Det er intet mindre end en katastrofe for den allerede hårdt ramte udvikling i Sønderjylland, hvis der nedlægges yderligere 500 statslige arbejdspladser i vores område, siger formanden for UdviklingsRåd Sønderjylland, Ole Daugbjerg, Executive Advisor for Danfoss Fonden og fortsætter:

- Det er i forvejen en bremse på vækstmulighederne i det private erhvervsliv, at statslige arbejdspladser centraliseres i Københavnsområdet, fordi det svækker mulighederne for at tilbyde arbejde til ægtefæller, når vi skal tiltrække de eksempelvis ingeniører, der i det sønderjyske bidrager væsentligt til sikring af velfærdssamfundet i form af eksportindtægter.

Ole Daugbjerg tilføjer, at en lukning af kasernerne i Haderslev og Sønderborg samt Søgaard Lejren med et pennestrøg vil reducere det regionale bruttonationalprodukt.

- Bliver de annoncerede kasernelukninger til realiteter, vil det yderligere svække vores fremdrift, der i forvejen ligger underdrejet af en række politiske beslutninger, der de senere år har været til ugunst for Sønderjylland, påpeger næstformand i URS, borgmester Tove Larsen (S), Aabenraa Kommune.